Work Text:
Det var i morgentimerne, og den lille Nicodemus Ravens var ingen steder at finde. Det var selvfølgelig ikke en ualmindelig ting på sådan en morgen, for den knap seks år gamle dreng havde det med at flygte over hals og hoved, når hans storebror var i nærheden, og selvsamme storebror kunne godt lide at overraske drengen i morgentimerne. Efterhånden havde Nicodemus lært at gemme sig - ikke kun til sin brors besvær, men også til resten af borgens ansattes. I dag var ikke meget anderledes, bortset fra at det var Drakan, der ledte efter ham, og hverken Ludovic Ravens eller Mester Maunus, borgens halvskøre alkymist.
”Nico?” kaldte den unge mands bløde stemme, da han trådte ud i Arsenalgården. ”Du kan ikke blive ved med at gemme dig.” Han var høj og flot og femten år gammel. Pigerne virrede om ham, men han havde intet øje for dem. De interesserede ham ikke meget, og det pinede de fine piger så meget, for selv om Drakan ikke var Fyrst Ebnezers søn, var han alligevel god nok af familie - og så lignede han sin fætter Ludovic så meget, at man skulle tro, at de var brødre.
”Nico!” kaldte han igen, denne gang irriteret, for han havde andre ting at gøre på sådan en efterårsmorgen. Hans blik gled over mod gitterporten ind til dragegården, og han sukkede noget så tungt. Dragerne havde hans mor, Dama Lizea, fået bragt herover fra Sagis-Borgen i medgift. Han havde altid været fascineret af dem - deres skællede kroppe og firbenede, krybdyrs-agtige bevægelser. De gule øjne, der for andre vagte foragt og frygt, vækkede en nysgerrighed i ham, og han følte sig forbundet. Det var underligt, ja, og han havde da heller ikke sagt det højt for nogen.
Men noget var galt henne ved porten. Drakans øjne fangede det med det samme - træmmerne hang en halv meter fra jorden. Selv om hjertet sad i halsen på ham - kunne en af de små drager have mast sig ud under porten? - gik han med kontrollerede, afmålte skridt tværs gennem gårdspladsen og greb gitterporten for at standse en rysten, der uvilkårligt var opstået på hans hænder, og stak hovedet ind mellem træmmerne. Morgenlyset skinnede ned i dragegården, men det var stadig svært at skælne mosgroet sten fra dragekrop. Han kneb øjnene sammen og straks trådte han tilbage og trak uden at tænke over det i porten. Derinde, midt i gården lå en bylt på jorden pakket ind i midnatsblåt stof, og der var ingen tvivl om, hvad det var.
”NICO!”
Det nyttede selvfølgelig ikke at trække i gitterporten; det ville den ikke gå op af. Der var heller ikke plads under den til, at Drakan kunne kravle under. Der var kun en løsning, og det var at bede våbenmesteren åbne den helt op, og det var der ikke tid til. Den femtenårige dreng hev vejret ind gennem næsen og stirrede på sin lille fætter på den anden side af porten. Sov han? Nej, Nico ville være vågnet af larmen. Han lå forfærdeligt stille derinde. Nicodemus Ravens med det mørke hår og de blå, blå øjne, der fyldtes med tårer, når storebroderen løftede træsværdet og ville lege. Nicodemus Ravens, der i begyndelsen ikke kunne sige Drakan, men sagde i stedet Aggen, og som Drakan var kommet til at holde så meget af. Nicodemus Ravens, der kom løbende og gemte sig bag hans kappe og mumlede ind mod hans ben, at Mor ikke bare kunne tage afsted.
Nicodemus Ravens, der ikke rørte sig, da dragen gled nærmere, og Drakans hænder greb ud i den tomme luft, for der var en gitterport af jern mellem ham og håbet om at nå den lille dreng i tide.